Fra FolkeSkoleWiki

Neuropædagogik i praksis!

Under udvikling!

Kan man sige at nettet strammes i takt med at vær lærer mere og mere om hjernen og kognition. Betyder udviklingen af nye begreber som neuroædagogik, positiv psykologi og andre moderne begreber, at vi bare bliver bedre til at forprogrammerer lærdom eller kan vores viden bruges også bruges innovativt?

I denne korte artikel beskriver vi hvordan tænkehattene fungere i en neuropædagogisk praksis.

Introduktion - det kategoriske forbehold

Når man tager en neuropædagogisk praksis i brug er det nærmest indlysende af Kants kategoriske imperativ dukker op. Er en praksis som jeg kan acceptere, også god nok til andre? Med en kognitivt baseret pædagogik bliver denne problematik skærpet, for hvornår bliver en pædagogik som påvirker os på det kognitive niveau også generelt anvendelig?

Problemet er uhyre komplekst for på den ene side vil vi gerne påvirkes af vores uddannelse, det ligger jo i begrebet. På den anden side skal påvirkningen ikke være en intervention, som pr. automatik integrerer specifikke idealer eller værdier i eleven!

Det kategoriske forbehold må altså omhandle en værdietik som i første instans foreskriver at neuropædagogik ikke i-sig-selv er værdibærende. I anden instans må en neurupædagogikken heller ikke kunne bruges i en proces som direkte fremmer udvalgte idealer og værdier, eksempelvis de idealer som den enkelte pædagog eller lærer ønsker at fremme.

I praksis betyder dette at en seriøs neuropædagogisk tilgang i-sig-selv må bygge på og indeholde nogle en taktik, hvorved vi kan udfolde det kategoriske forbehold i en neuropædagogisk praksis. I det efterfølgende ser vi på forskellige aspekter af en sådan praksis: de didaktiske aspekter, og praksis aspektet.

Neurodidaktisk praksis

Når vi ser på selve indlæringen er må det kategoriske forbehold praktiseres således at indlæringen sker åbent og søgende, hvorved eleven læres selv at administrere det præsenterede materiale. Dette kan sammenlignes med kunsten at læse - når eleven først har brudt læsekoden kan han selv bestemme hvilke emner han vil udforske.

Med den neuropædagogisk viden kan vi altså tilstræbe at fremme elevens personlige stil, og vi kan støtte eleven i at udforske sine muligheder. Omvendt kan didaktikken føre til at eleven lærer at reproducere en adfærd som afviger fra hans egen - hvorved pædagogikken bliver målrettet et specifikt ideal.

Uden at gøre autonomi til idealet bør man altså vurdere metoden ud fra et kriterie om hvorvidt den er 'praktisk tilgængelig' af eleven, på det (kognitive) niveau denne har -- og endvidere om læren og undervisningsmaterialet har en pluralistisk tilgang til anvendelses mulighederne.

...